søndag den 6. marts 2016

Ugen der gik: uge 9

Uge 9:

Jeg gav mig selv udfordringen at læse en bog om dagen i denne uge, og jeg gennemførte. Bøgerne jeg fik læst var i denne rækkefølge:
Benny Schacksen - Sophus, den stille død
En bog om at miste sit spædbarn og den stilhed der følger fra ens nærmeste derefter. God læsning. Hvorfor er det så svært at tale om døden?
Merete Engell - Sygeplejerske i verdens brændpunkter
En kvinde der har været en del af "læger uden grænser". Hun oplever nogle vilde ting rundt omkring.
Pernille Rahbek - Kan man se jeg har grædt
En historie om at vokse op med en alkoholisk mor og en løgnagtig far. Intet barn bør gå gennem den slags.
Jens-Martin Eriksen - Fra skorpionernes verden
Et ord: Kedelig!
Jane Aamund - Dyrenes mennesker
Fortællinger om mennesker og deres kæledyr. Virkelig hyggelig læsning.
Kjeld Thorup - Fnug, igennem tykt og tyndt
En god historie om kampen mod kiloerne. Synd han døde af overvægten, før han fik skrevet den færdig.
Frederick Douglass - En amerikansk slaves beretning
I og for sig en fin historie, men den var bare ikke skrevet så godt.

Jeg fik endelig mine 200 kr af Ude og Hjemme for billedet af Panda i deres blad i sidste uge. Det hjalp at brokke mig på deres facebookside, hvor de svarede mig efter tre dage.

Jeg var i biografen med mine forældre. Vi så Flaskepost fra P. Det er efter min mening den bedste af Afdeling Q filmene, men den var dog temmelig langtrukken den sidste halve time.

Jeg var nede og besøge svigerne. Svigerfar var på spejderlejr, og svigermor havde tømmermænd, men vi hyggede os rigtig meget alligevel. Vi var på loppemarked, som vi så ofte gør.

I denne uge så jeg:
Dream house
Det var en rigtig god film, men halvvejs igennem fandt jeg ud af, at jeg havde set den før, da der pludselig kom en scene, jeg kunne huske. Heldigvis var det kun to scener i alt, jeg kunne huske, og det ødelagde bestemt ikke filmen for mig.
I spit on your grave 3: Vengeance is mine
Jeg opdagede den anden morgen, at der var lavet en 3'er til disse film. Da jeg allerede havde set den originale, genindspilningen og 2'eren, så måtte jeg jo finde 3'eren og se den også. Det var egentlig en god film. Jeg ville bare ønske, den havde stået alene, da jeg ikke følte, den passede ind i serien, selv om det var hende igen fra 1'eren.
Smølferne
Den kom i fjernsynet, mens jeg var hos svigermor, så vi så den sammen. Den var sød og sjov. Desværre var det bare med danske stemmer, den blev vist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar