søndag den 27. marts 2016

Ugen der gik: uge 12

Uge 12:

Så er endnu en uge gået, og det er igen tid til et indlæg om ugen, der gik.

Denne uge har været stressende, da vi har haft en del aftaler. Vi har haft hele tre fødselsdage at skulle til, og vi har været til påskefrokost hos mine forældre. Alt sammen var hyggeligt, men der skal ikke meget til at tippe bægeret hos mig, før jeg går helt i sort.

I denne uges Ude og Hjemme havde jeg hele to ting i. Der var et af mine læsertip i bladet, og min hamster Poro var på kæledyrssiden i bladet også.

Casper og jeg tog en afslapper på cafe Under Uret fredag formiddag, hvor vi spiste brunch. Det var hyggeligt, og vi valgte et nogenlunde tidligt tidspunkt, hvor der ikke var særlig mange dernede. Deres øllebrød med flødeskum er stadig noget af det bedste, jeg længe har fået serveret på et spisested.

Jeg prøvede at bage en colakage med skumfiduser. Opskriften var ikke helt ligetil, da de havde lavet flere fejl i den, men jeg fik dem rettet ind, så de passede.

I denne uge så jeg:
Glitter force
Jeg blev lige barn igen og fandt en tegnet serie på Netflix. Jeg så den med engelske stemmer, da de danske ikke var rigtige at høre på. Serien var sjov, og sangen sad i hovedet på mig i flere dage.
Sæson 2 af Mind of a chef
Sæson 2 var lidt anderledes end sæson 1. I sæson 1 fulgte man den samme kok i alle afsnit, men i sæson 2 var der to kokke. De første otte afsnit var med en kok, mens de sidste otte afsnit var med en anden kok. Det var lidt underligt, for det føltes ikke som om, det rigtig blev afsluttet med kok nr 1, men kok nr 2 var en del sjovere at følge.

I denne uge læste jeg:
Den hemmelige socialdemokrat
Jeg havde troet, denne bog ville være underholdende, men igen må jeg bare erkende, at politik absolut intet siger mig.
Morten Thomsen - Krigsveteran for altid
Jeg kommer aldrig til at forstå, at folk vælger at tage i krig frivilligt, og disse fem historier burde skræmme fremtidige danske soldater for at tage det samme valg. Barsk læsning.
Peter Øvig Knudsen - Birkedal
Der er meget få historier fra krigstiden, der kan fange min interesse, men denne gjorde det. Den var over 500 sider lang, men den var spændende hele vejen igennem.
Palle Hyldahl Brændsgaard - Fluesmækkeren fra Skave
Den var fint underholdende i starten, men den blev godt nok langtrukken de sidste 100 sider, hvor jeg til sidst bare ønskede for hver side, at den ville slutte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar