lørdag den 19. september 2015

Husmoderråd mod pander med fedtede bunde

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke kan tage credit for denne idé. Hver uge i Ude og Hjemme er der en side, hvor man kan stille spørgsmål til hjælp med rengøring og lignende, og i onsdags var der en, der spurgte til, hvordan man får stegepander rene i bundene, når de efter at have været brugt mange gange er blevet helt sorte af fedt. Da jeg har samme problem og ikke har kunnet få dem rene med knofedt, måtte jeg prøve dette.

Køb fast brun sæbe. Det er den, man kalder for krystalsæbe. Sæben skal ikke blødes op med vand først, som der står på pakken.
Smør sæben på bunden af stegepanden. Det er meget tykt og kan være lidt svært at fordele, men man må bare kæmpe lidt.
Læg stegepanden i en plasticpose i 10 timer.
Skrab sæben af med en paletkniv. Fedtet vil gå med af.

Mine stegepander lå "i blød" i nat, og jeg har for lidt siden stået og skrabet sæben og fedtet af, og hold da op hvor er det en effektiv kur, som også bare er så let at følge. Man skal ikke skrubbe hårdt med paletkniven. Det glider temmelig let af. Det kan klart anbefales at gøre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar