fredag den 26. september 2014

Mig og børn

Jeg var kun 17 år gammel, da jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn. Dengang sagde de, det bare var en fase, jeg skulle igennem. Jeg er i dag 33 år, og det er noget af en lang fase, må jeg sige. ;-)

Jeg må straks aflive myten om, at jeg ikke kan lide børn. Mange tror det, når man bevidst fravælger sig børn. Dette er ikke tilfældet. Jeg kan godt lide børn. Jeg ønsker dem bare ikke selv. Jeg har to herlige nevøer, og den mindste spurgte mig for nylig, om jeg ikke skulle have babyer. Jeg svarede: "Nej, jeg har jo jer. I er frække nok for fem." Så grinte de begge to. Skønne unger er de. Jeg kan godt lide børn, men jeg kan ikke holde dem ud 24 timer i døgnet.

Jeg gider ikke stå med det store ansvar og den økonomiske byrde, det kræver. Jeg sover dårligt i forvejen, og jeg bliver hidsig, når min nattesøvn bliver forstyrret. Jeg får ofte af vide, at det vænner man sig til, men jeg ønsker ikke at vænne mig til det. Jeg har generelt ikke mor-genet i kroppen, og det er åbenbart svært at forstå for en masse mennesker.

Jeg har oplevet at blive set ned på og ikke være god nok i andres øjne, fordi jeg ikke ønsker børn. Hvorfor? Jeg ser da ikke ned på alle dem, der ønsker børn, selv om deres mening er modsat min.

Jeg har oplevet familiemedlemmer prikke og bore i min mening gennem mange år, og stadigvæk er det lige så uforstående for dem, og nogle tror stadig, at jeg nok skal ændre mening en dag. Jeg har oplevet mange spørge: "Hvad så hvis Casper vil have nogen?" Mit svar er hver gang: "Så må han finde en anden kvinde." Jeg får altid at vide, at det mener jeg da ikke, men det gør jeg. Hvorfor skal jeg sætte et barn i verden for at glæde en anden? Det er jo mig, der går hjemme, mens han arbejder, så resultatet vil blive en tvangsfjerning, fordi jeg ikke gider passe ungen, og så skal vi jo nok gå fra hinanden på knap så venlig fod. Er det da noget at udsætte både mand og barn for bare fordi alle andre mener, jeg skal få børn? Heldigvis er Casper af en temmelig ligeglad holdning, når det kommer til børn. Han siger altid, at valget er mit, og han er egentlig ligeglad, om vi får dem eller ej.

Mine dyr er mine børn. Dyr betyder mere for mig, end mennesker gør. Jeg spurgte mig selv: Hvad hvis jeg får et barn med allergi overfor dyr? Svaret er, at jeg hellere vil gå af med barnet end dyrene. Ergo skal jeg aldrig have børn.

Jeg har venner, der er af samme holdning som mig, og de møder også en masse brok fra andre mennesker. Underligt at andre folk skal brokke sig over, at man selv ikke ønsker at få børn. Det er jo ikke som om, vi stopper andre fra at få dem. En af mine venner har endda fået et meget underligt argument smidt i hovedet. En person mente, han skyldte alle de barnløse i verden selv at få børn. Hvorfor? Så han kan stå og sige: "Hey se, jeg har fået et barn, jeg slet ikke gider have, og du kan ingen få." Det er da et fuldstændig uholdbart argument.

Men hvorfor er det så svært at blive accepteret, når man bevidst fravælger børn? Jeg accepterer da alle andres valg, når de ønsker at få dem. Hvorfor skal der ses ned på mig? Hvorfor er jeg ikke god nok lige pludselig?

4 kommentarer:

  1. Det indlæg... det kunne jeg have skrevet, og jeg kan følge dig hele vejen.
    - Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altid rart at møde ligesindede. :-)

      Slet
  2. Good post. I'd love to have children one day, but I doubt that will happen (I'm 34 and hubby is 55). What you said about the children having allergies to animals - that would be my biggest worry too. I couldn't got without my cats. They are my priority and my babies! As you said, they are my children :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. I hope you will get your dream of having children one day. People should definately go for what they want. :-)

      Slet